Lynghus Consult
Kystbeskyttelse og stormflod - truslen fra havet
Klimaforandringerne vil påvirke os alle i de kommende år. Vi oplever allerede nu stigende temperaturer, og med varmere vejr følger både stigende havvandstand og voldsommere storme. Fremtiden forsøges forudsagt af forskerne - den mest realistiske vurdering advarer om, at vi skal forberede os på en havvandsstigning på 0,6-0,8 m i dette århundrede.
Dette er dybt alvorligt. Havvandsstigningen medfører, at kommende stormflodshændelser bliver voldsommere og de vil nå højere vand-niveauer end i dag. Vi kan dermed forvente at storme som "Bodil" i 2013, "Egon" i 2014, Urd i 2016 og 5. januar-stormfloden 2017 vil opstå hyppigere og med større ødelæggende kraft.
"Man skal ikke bygge, hvor bonden vil sælge" - men det har vi desværre gjort. Danmarks største byer ligger alle der, hvor et åer løber ud i havet. Dertil kommer, at samfundet har opkøbt store lavtliggende arealer langs vore kyster og udlagt disse til beboelsesområder, som nu er truet af oversvømmelser, når stormen raser og vinden presser havet ind mod land.
Det er nødvendigt, at vi sikrer huse og andre værdier i kystnære områder mod oversvømmelse. Indsatserne kaldes Kystsikring - Den officielle betegnelse er "Kystbeskyttelse".
Ydelser:
Jeg bistår grundejerforeninger, kommuner, forsyningsselskaber og lodsejere med sikring af kystnære ejendomme og andre værdier mod oversvømmelse fra havet.
Jeg hjælper med opstart af kystbeskyttelsesprocessen, kommunikation mellem bestyrelse og grundejerforeningsmedlemmer ved f.eks. generalforsamlinger, kommunikation med myndigheder, ansøgning om finansiering, ansøgning til Kystdirektoratet og bistand til projektering, udførelse og drift.
Jeg giver teknisk rådgivning og yder bistand ifm. valg af sikringsniveau, fysiske løsninger som diger, sluser, opsætning af beredskab, beredskabsplaner mv.
Danmarks Radio og TV2 har i forbindelse med stormflodshændelser i 2013, 2015, 2016 og 2017 indkaldt Henrik Lynghus som ekspert talrige gange. Henrik har skrevet kronikker til nationale aviser og medvirket i artikler omkring stormflodshændelser. Henrik har bl.a. beskrevet udfordringer og problemer i Kystbeskyttelsesloven, der ofte fremstår som en hindring for borger, der ønsker at sikre sig.
Kystbeskyttelse - en privat sag?
Det gennemgående princip i "Lov om Kystbeskyttelse" - er, at kystbeskyttelse er, en privat sag, der gennemføres og betales af de, der har gavn af indsatsen. Hvor stormflod truer hele bysamfund, vil kommunen ofte gennemføre sikringen - men desværre ses det ofte, at dette besluttes efter en voldsom oversvømmelse - men ikke før.
Kystbeskyttelsesloven er, for grundejere, der bor langs vore kyster udenfor de større byer, både utidssvarende og næsten umulig at følge. Det kan være uoverskueligt at blive enige med de nærmeste naboer og herefter søge om tilladelse med succes. Ofte synes det også urimeligt, at byerne kystbeskyttes betalt af ofentlige midler mens de mere tyndt befolkede områder selv må til lommerne - men sådan er loven desværre besluttet.
For at få tilladelse til at beskytte sig, skal der gennemføres en såkaldt "Kapitel 1a-proces". Metoden er beskrevet i "Vejledning til lov om kystbeskyttelse", udgivet af Kystdirektoratet - den kan findes på internettet - sagsbehandlingen er beskrevet på side 25 - 33.
Hvor meget skal man beskytte sig?
Er man truet af oversvømmelse bør man sikre sig - men hvor skal man sikre til? Hvis man forebygger mod enhver situation, vil det blive overordentlig dyrt, udgifterne vil måske overstige værdien af det, man sikrer. Det er vigtigt at grundejere mv. er istand til at beslutte og vælge deres sikringsniveu.
Sikringsniveauet besluttes på grundlag af forholdene der, hvor man bor og hvor ofte man vil acceptere at blive oversvømmet - typisk vælges en gang hvert 100 år. Men der er væsentligt forskellige sikringsniveauer alt afhængigt af hvor man befinder sig. Ved Kammerslusen i Ribe er vandstanden for en 100 års hændelse beregnet til 4,9 m over normalvandstanden - i Københavns Havn er vandstanden ved samme hændelse 1,5 meter - en forskel på 3,4 m.
Bølgerne skal regnes med - og højden af disse bestemmes af kystens karakter. Bor man ud til en flad sandet kyst med lavt vand vil bølgerne være betydeligt lavere end bølgerne på kyster med dybt vand ind under land.
Sikringsniveauet vælges som vandstandsniveauet tillagt havvandstandsstigning over en valgt periode - typisk 50 eller 100 år, hertil øges med bølgehøjden, samt en mindre tillæg for sætninger i diger og usikkerheder. Skulle vandstandsniveauet ved en ekstrem hændelse overstige det valgte sikringsniveau - så bør man iværksætte beredskab - dette kan være yderligere sikring med sandsække.
Beskyttelsesanlæggene består typisk af diger og sluser. Kysten erosionssikres ved bølgebrydere, høfder og strandfodring mv. Men man må ikke sikre sig før man har fået tilladelse. Indsatser skal ske i overensstemmelse med fredninger og beskyttelseshensyn for det kystnære område. Her skal kystbeskyttelseslinjer, naturbeskyttelseshensyn, æstetik, jordbund og en række andre forhold tages i regning. I dag er det meget kompliceret at få tilladelse til at sikre sig selv og sine værdier mod havet.
Fremgangsmetode
Kystbeskyttelse er desværre ikke noget, som lægmand kan gennemføre - her er det nødvendigt at rådføre sig med eksperter. De første skridt vil ofte være, at man organiserer sig lokalt med så mange naboer som muligt. Herefter henvender man sig til kommunen, der kan anmodes om at bistå med myndighedsarbejdet. Det vil ofte også være muligt at bede sin kommune om at yde lånefinansiering til gennemførelsen. Herefter udarbejdes skitseprojekt over planlagte anlæg - dette indgår herefter i myndighedsbehandlingen, der forestås af Kystdirektoratet.
Valg af løsning og sikringsniveau træffes af grundejerne og den valgte tekniske ekspertrådgiver. Her er det væsentligt at vælge en samarbejdspartner, der har kendskab til kystbeskyttelse og stormflod. Før løsning besluttes skal en række informationer fastlægges - lokale vandstandsforhold, jordbundsforhold, kystens karakter og dybder, pladsforhold og begrænsninger i form af planbindinger og andre myndighedskrav.
Det er også væsentligt at aftale en økonomisk fordeling mellem grundejerne. Her skal man aftale en fordelingsnøgle, der defineres efter hver enkelt ejendoms størrelse, beliggenhed og den nytte, der kan opnås gennem de planlagte beskyttelsesforanstaltninger. Ofte vil det ikke være muligt at nå til enighed grundejerne imellem - kommunen bør her anmodes om at agere som sagens tovholder og anmodes om at indlede en sag om kystbeskyttelse efter bestemmelserne i kystbeskyttelseslovens kap. 1 a.
Loven gør det svært at kystsikre tværkommunalt
Efter stormen Bodil foreslog Henrik Lynghus (ved borgermøde d. 17. december 2013) som den første at sikre Roskilde Fjord ved at bygge en sluse i den eksisterende vejdæmning ved Frederikssund.
Løsningen, der efterfølgende er anerkendt af flere rådgiverfirmaer som optimal, er væsentligt billigere prisen for de mange diger og sluser, der er skal udføres for at sikre de mange lokale byområder langs fjorden. Slusen sikrer områderne syd for Kronprins Frederiks Bro, en gang for alle.
Løsningen overvejes af de 4 kommuner - Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal - men på grund af bestemmelserne i Kystbeskyttelsesloven er den meget vanskelig at gennemføre. Loven burde fungere som hjælpende redskab til sikring af vores kystnære værdier - i stedet for at forhindre det.
Essentielle uddrag fra Kystbeskyttelsesloven.
Grundejeren har ansvaret for at beskytte sin ejendom mod havet.
Flere grundejere må gerne etablere et fælles kyst-beskyttelsesanlæg, hvis grundejerne er enige om projektet og betalingen for anlægget.
Vil nogle grundejere ikke deltage, kan øvrige grundejere bede kommunen om at indlede sag om fælles kystbeskyttelse.
Generelt skal der altid søges om tilladelse, når der er tale om:
etablering af ny kystbeskyttelse.
renovering af kystbeskyttelse, hvor anlægget ændres.
genopretning af kystbeskyttelse, hvor anlægget på grund af manglende vedligeholdelse ikke længere har virkning.
ændringer af terrænet, der kan påvirke kystens udvikling.
Et eksisterende kystlaug kan fungere som stedfortræder for grundejeres forpligtelser og ansvarsforhold i forbindelse med kystbeskyttelse.
Ejerne skal udføre og vedligeholde kystbeskyttelsesanlæggene.
Ejeren skal ændre eller fjerne anlægget, hvis der viser sig uforudsete, skadelige virkninger som følge af anlæggets etablering
Kystdirektoratet skal give tilladelse til alle kystbeskyttelses-foranstaltninger, inden disse kan udføres.
Ansøgningen sendes i høring hos bl.a. kommunen, miljøministeriet, kulturarvsstyrelsen, DN og Friluftsrådet. Ejere af naboejendomme og andre, som kan blive berørt af projektet underrettes.
