Vandløb og natur

Lynghus Consult

Ydelser:

Jeg bistår kommuner, lodsejere og NGO'er om håndtering af vandløb til fælles bedste, herunder bl.a. håndtering af oversvømmelse fra vandløb samt afværgeforanstaltninger, synergisk anvendelse af vandløb og ådale for forbedring af natur, oversvømmelsessikring af nærliggende by- og boligområder vandløbsregulering og vandløbsrestaurering.

 

Der gives hjælp til reguleringsprojekter, kommunikation mellem randlodsejere, myndigheder og NGO'er, myndighedsansøgning samt bistand til projektering, udførelse og drift.

Vandløb og naturgenopretning

Vores vandløb er landskabets blodårer - de bringer liv til deres oplande og afleder vand fra kilde til udløb. I Danmark findes ca. 70.000 km vandløb, en længde svarende til 1½ gang rundt om jorden.

 

Vandløb har en række forskellige funktioner: De afleder vand fra land og by, "vandforsyner” de ferske søer, former vores landskab, fungerer som naturens renseanlæg. De bestemmer niveauet for grundvandet, er levested og transportkorridor for fisk, dyr, fugle, insekter og planter.

 

Men vandløb er ofte årsagen til uenighed mellem forskellige grupper i samfundet, typisk hvor det ønskes at opprioritere en særlig vandløbsfunktion. F.eks. ønsker mange landmænd at vandløbene ændres og reguleres så de kan aflede mere vand - dette kan være ødelæggende for livet i vandløbet og dets funktion som æstetisk landskabselement - og her opstår der ofte uenighed mellem naturelskere og friluftsfolket og landbrugssektoren.

 

Men det er muligt at udforme vores vandløb, så de både fungerer effektivt til afvanding og fastholdelse af landbrugets evne til at dyrke langs med - men ikke i den nederste del af vores ådale - og samtidig sikre gode forhold for den natur, der er afhængig af, at vandløbet fungerer som et vandløb.

Vandløb - en fælles udfordring, og en fælles mulighed

De fleste danske vandløb er beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens §3. Det betyder, at der er fastlagt en målsætning for det enkelte vandløbs kvalitet og karakter. Det er kommunens opgave at arbejde for at opfylde denne målsætning.

 

Desværre opfylder mindre end en fjerdedel af vandløbene deres målsætning, så der skal leveres en stor indsats for at nå i mål. Ofte er der ikke afsat tilstrækkelige midler til indsatsen.

 

Det er derfor en fordel at samarbejde omkring vandløb. Ofte er det muligt at finde fælles løsninger, der tilgodeser alle ønsker og behov - bare vi snakker sammen om det. Her er det væsentligt at inddrage alle betydende aktører - såsom kommune, lodsejere, forsyningsselskab samt interesseorganisationer indenfor natur, friluftsliv mv.

Vandløb og byer - problem vendes til synergi

Danske byer er næsten altid placeret ved et vandløb - og ofte nær åens udløb til havet. Dette har tidligere fungeret, vandløbet fungerede som ferskvandsforsyning og byerne sikrede mod de værste oversvømmelser.

 

Men med de øgede nedbørsmængder udgør vandløbene nu flere stede et problem. Vi har låst vandløbene med faste forløb i sten og beton og derefter bygget helt ud til vandløbets kant. Når der opstår høje afstrømninger på sådanne strækninger, har vandløbet kun en vej at bevæge sig - og det er opad. Det kan betyde oversvømmelser af vandløbsnære boliger og byområder.

 

Ofte kan udfordringerne løses i et samarbejde mellem kommune, forsyningsselskab og borgere. Et eksempel på sådanne løsninger er Usserød Å, hvor åen på en oversvømmelsestruet strækning er reguleret og nu har et dobbelt profil. Åens oprindelige bund er bevaret og dermed er åens naturtilstand uforandret. Til gengæld er vandføringsevnen blevet øget markant og der er etableret et lavt dige mod de nærmeste boliger - både åen og borgerne har fåpet det bedre - og udgiften til projektet har været langt mindre end et kloaksaneringsprojekt med samme effekt. Ren win-win.

Find løsningen gennem helhedsorienteret vandhåndtering

Vandløb påvirker os alle - og fører alle slags vand. Vand løber nedad og respekterer hverken geografiske, organisatoriske eller faglige grænser, det opfører sig præcis som det altid har gjort. De væsentligste udfordringer omkring vores vandløb er ikke praktiske - de er menneskeskabte, fordi vi uddanner og organiserer os "i siloer". Uanset hvilken "type af vand vi taler om - regnvand, grundvand, spildevand osv. - det ender alt sammen i vandløbene, og det er den samlede vandmængde, der skal løbe i vandløbene på den rigtige måde.

 

Her nytter det ikke at fokusere på smalle personlige interesser for f.eks. markdræning, adgangsforhold eller fiskebestande. Vandløbene skal fungere for os alle og ikke blot for enkelte interesseorganisationer eller erhverv.

 

De rigtige og bæredygtige løsninger findes kun gennem samarbejde. I NIRAS har jeg udviklet en metode - en proces - til at identificere netop de løsninger, der rummer størst værdi. Her inddrages alle aktører fra start - før en løsning er skitseret. Ved at kortlægge lokale behov og ønsker er det næsten altid muligt at finde netop den løsning, der imødekommer alle - eller næsten alle. Herved kan der gennemføres løsninger, der er bæredygtige over tid - bl.a. fordi der sikres solid lokal opbakning fra start.

 

Metoden har desuden en ganske særlig effekt: Den sikrer ofte det mest økonomiske projekt. Når indsatser gennemarbejdes grundigt og forankres lokalt er der jo ikke behov for "hovsa-løsninger" eller dyre afværgeforanstaltninger.

Copyright © All Rights Reserved